Portræt af Wehlers

Wehlers ‘walks the talk’

 

I modsætning til mange andre møbelproducenter er Wehlers’ produkter noget nær 100% bæredygtige. Uden at kompromittere kvalitet og brugbart design, som er to meget essentielle drivers, er bæredygtigheden i produkterne dog det ultimative konkurrenceparameter. Princippet om cirkulær økonomi som en del af forretningsmodellen er det ekstra ben, som adskiller den danske møbelproducent fra branchen.

 

BOTIUM er i dag forhandler af Wehlers og har taget en snak med Henrik Holm, direktør og en af de to grundlæggere bag Wehlers, hvis filosofi, Furniture – for good, er et udtryk for at produktlivscyklussen er tænkt til ende. For Wehlers har ikke kun tilblivelsesprocessen for øje, men også møblet i løbet af sin brugstid og slutteligt bortskaffelsen efter endt brug. Dette er historien om den lille familievirksomhed med store visioner og fokus på at minimere vores miljømæssige fodaftryk, som forbrugere af jordens ressourcer.

 

af Carina Engen Peetz

 

 

Wehlers og ECO-systemet

Maria Fryd Wehler og Henrik Holm startede begge deres karriere i møbelbranchen hos Fritz Hansen tilbage i 1998 og danner også par i privatlivet. I 2015 tog de skridtet og gik deres egen vej, da de følte behovet for møbler, der var mere end blot kvalitetsdesign. Det skulle være en unik møbelkollektion på et bæredygtigt grundlag, hvor naturens genanvendte ressourcer blev benyttet OG materialerne skulle kunne up-cycles igen efterfølgende.

 

Dermed er den grundlæggende drivkraft i virksomheden cirkulær økonomi. Henrik forklarer nærmere: ’Brug og smid væk-kulturen kan betragtes som lineær økonomi, hvor man ganske enkelt smider produktet ud efter endt brug. Vi har derimod en holistisk tilgang til møbeldesign, hvor vi tager ansvar for alle led i værdikæden. Vi er derfor ikke kun miljøbevidste i produktionsfasen, men vi sikrer os samtidig, at møblets materialer kan genanvendes, når produktet ikke længere kan bruges. Det er, hvad vi betegner som Wehlers ECO-system. Helt praktisk betyder det, at vi bl.a. samler plastic ind fra havet, vasker det og granulerer det. I de tilfælde, når vi har behov for andre materialer såsom jern, skum og tekstiler, har vi et samarbejde med lokale leverandører, som forsyner os med genanvendte materialer. Forudsætningen for at levere til os er, at vi kan tilbagelevere disse materialer, vi får retur, så de kan genanvendes til nye Wehlers møbler’.

“Begin with the end in mind”

Men hvordan får I møblerne tilbage fra forbrugeren?

’Som en del af vores ECO-system har vi en returordning, hvor vi samarbejder med forhandlere om at tage vores møbler retur efter endt brug, mod at vi giver dem bedre priser på vores møbler. Slutbrugeren kan derved returnere et brugt Wehlers møbel hos en forhandler og i stedet få en rabat på et nyt Wehlers produkt. Møblerne kan også altid returneres direkte til os. Uanset hvad sikrer vi os, at materialerne bliver genanvendt til nye produkter’, forklarer Henrik. Samtidig fortæller han også om de krav ECO-systemet stiller til designfasen, hvor det hele starter. Hos Wehlers tager alt design udspring i mantraet ’Begin with the end in mind’, hvilket henfører til, at alle dele af møblet skal kunne skilles ad, ikke kun for at gøre reparationer nemmere, men i særdeleshed for at delene kan returneres til de samarbejdende leverandører for at blive up-cyclet, når møblet ikke holder længere. Wehlers giver endda folk mulighed for via Facebook at bytte møblerne imellem sig, og sælger også selv nu og da en prototype via mediet, for at undgå unødigt spild.

 

Så i udviklingen af et Wehlers møbel, har alle involverede parter dermed et medansvar og processen ’opdrager’ alle til at være mere bæredygtige i deres arbejde. Henrik tilføjer: ’Man kan sige, at med vores optik er det ikke nok kun at benytte genanvendte materialer i produktionsprocessen – at tænke cirkulær økonomi ind i sine processer er nødvendig for at forhindre, at fx plastic ryger ud i havet igen’.

 

Bæredygtigt design, der hædrer den danske designkultur

At tingene gøres ’the Wehlers way’ er stolen ’Alternative’ et vidnesbyrd på. Da idéen til den stadig kun var nedfældet på papir, var Henrik på besøg hos en underleverandør, som finder en gammel formpresse frem og spørger om den ikke kunne bruges til stolen, da formen næsten var identisk med skitsen. Med modifikationer på designet, viste det sig at kunne lade sig gøre og formen bliver dermed brugt i dag. Endvidere har det plastic, der er hentet op fra havet og granuleret, fundet sin vej til stolens ben som dupsko.

 

Et andet eksempel på de enestående materialer Wehlers bruger er pladerne til bordene og deres Daybed. Det ligner umiskendeligt MDF-plader, men er i virkeligheden genanvendte tekstiler fra Berendsen med et over-og underlag af uld fra Kvadrat. Og den endelige lakering af overfladen giver den samlede oplevelse af et veldesignet og anvendeligt produkt. Designet og komforten skal være i orden og kvalitet skal være af sådan en kaliber, at møblet har en så lang levetid som muligt.

 

Wehlers design udspringer også af den danske design tradition, og ærer kulturarven ved at fortsætte traditionen om at være loyal overfor materialerne, have integriteten med i forarbejdelsen af et produkt, som udtrykker tidsløs enkelhed. Derfor er det også nærliggende, at Wehlers kun samarbejder med danske designere og danske familieejede virksomheder som leverandører. Og selvom det bæredygtige grundlag er toneangivende for Wehlers, er designet ikke desto mindre et meget vigtigt element. Produkterne skal fremstå smukke, funktionelle og som nye, således at de er ønskværdige selv for de, der ikke har miljøhensynet så meget i fokus. Her er det bæredygtige blot en bonus der følger med, kan man sige.

Vasket og granuleret plastic benyttet på bl.a. Alternative  stolen   |    Design: Noergaard & Kechayas

Anderkendelse af konceptet i ind- og udland

I sommeren 2017 blev Wehlers belønnet med ’Green Product Award’ i Tyskland og trods virksomhedens størrelse og forholdsvis unge alder har Wehlers allerede mærket international interesse for konceptet fra arkitekter, distributører og agenter. Til foråret er Wehlers inviteret til at udstille hos arkitektfirmaerne Foster + Partners samt Gensler, som er nogle af de arkitekter, der har vist meget interesse for Wehlers koncept, da møblerne kan fuldende deres bæredygtige byggeprojekter.

 

De forhandles i dag i Europa, og arbejder pt. også på at lukke aftaler i USA & Australien. Men Maria og Henrik står ikke stille. De arbejder fortsat på at udbrede deres budskab med målet om at bidrage positivt til en mere ansvarlig forbrugsmentalitet til gavn for mennesker og miljø. Derfor er de også åbne for flere samarbejder med salgsaktører både i Danmark og internationalt.

 

En dansk aktør, som har taget Wehlers koncept til sig er Letz Sushi, som i den grad er dedikeret til social ansvarlighed, ikke kun hvad angår sushien men andre aspekter af virksomheden ligeså. Så da en række af deres 16 restauranter skulle istandsættes, var der ingen tvivl om at bæredygtigt interiør var det eneste rigtige og det naturlige valg for dem var Wehlers ’Alternative’ stol. Det udmundede i en god synergi mellem de to virksomheder, som i virkeligheden fuldender cirklen meget fint rent billedligt: Wehlers rydder op i havet, hvor de fisker deres råvarer.

Alternative    |    Letz Sushi    |    Design: Noergaard & Kechayas

B Corp – en international blåstempling af Wehlers

B-Corp er en certificering inden for ansvarlighed. Der er på verdensplan mere end 2400 B-Corps fordelt på 50 lande og inden for 130 industrier og fungerer derfor som et netværk af bæredygtige virksomheder. At tage ansvar for naturens ressourcer, at være ærlig i sin måde at drive forretning på og at understøtte den cirkulære økonomi med intelligent møbeldesign er Wehlers kerneværdier. Men i nogles øjne kan det være svært at fremstå som en troværdig aktør – Henrik uddyber: ’Vi ønskede at vise transparens og fjerne den mistillid der kan være til virksomheder, som siger, at de er ansvarlige. Vi ansøgte om at blive B-Corp certificerede for at synliggøre vores dedikation og opretholdelse af disse værdier igennem internationalt anerkendte standarder. At blive B-Corp certificeret kræver, at man som virksomhed gennemgår en omfattende godkendelsesproces, som tager vitterligt alle virksomhedens aspekter i betragtning. Vores tog knapt 1 år. Derfor er vi også rigtig stolte af, at vi allerede i januar 2016 blev B-Corp certificeret. Som den første møbelproducent i verden’.

 

Efter man certificeres bliver man løbende vurderet af B Corp, som har et pointsystem, der indikerer hvorledes virksomheden klarer sig inden for forskellige områder af dets virke. Derved bidrager B Corp ligeledes til, at virksomheder som Wehlers ikke kun kan udvikle sig løbende men også til, at de kan identificere deciderede ’blind spots’.

 

I det store hele kan man spørge sig selv, om miljøduksen Danmark redde verden? Næppe, for forbruget vil aldrig stoppe, men virksomheder som Wehlers vil bidrage positivt til at nedbringe ressourceforbruget og gøre en forskel møbel for møbel. Det skal ikke opfattes som et forsøg på at pudse glorien over for kollegaerne i branchen, men mere som et aktivt forsøg på også at inspirere folk til at tænke anderledes inden for ikke kun møbeldesign, men også hvordan vi forbruger de globale ressourcer og hvordan vi kan give lidt retur til kloden. Og forhåbentlig på den lange bane kan Wehlers gøre en endnu større forskel og få andre producenter til også at tage del i dette vigtige arbejde.

 

Vil du vide mere om B-Corp, kan du også klikke dig ind via Wehlers profil her

Flere produkter fra Wehlers

Coffee Table    |    KøbenhavnØ

Design: Toke Design

Lounge Chair    |     NewBestFriend

Design: Martin Larsen

Stools    |    Stool & Stepstool

Design: Carl & Carl

a Table    |    Denmark

Design: Toke Design

a Dining Chair    |    Alternative

Design: Noergaard & Kechayas